
Tidligere på året sagde Bjarke Ingels og Rut Otero søn, Darwin Otero Ingels, sit første ord: agua eller “vand” på sin mors oprindelige sprog, spansk. At han skulle have H2O på hjernen, er ingen overraskelse. I en stor del af sin eksistens har denne frygtløse dreng, på næsten to år, kastet anker i Københavns havn og har boet sammen på en husbåd med sine to arkitektforældre. Forestil dig blandt dine tidligste oplevelser synet af ænder, der svømmer forbi koøjevinduer, spændingen ved venner, der ankommer med kajak, og det konstante beroligende vand – det er bare en gennemsnitlig dag for unge Darwin.

Men livet ombord på SS Ingels har ikke altid været så charmerende. Da den danske superarkitekt købte det 126 fod lange skib i slutningen af 2016, var det bogstaveligt talt en skal af det nuværende selv: en afviklet færge, der delvist var blevet omdannet til et beboelsesrum med en container på taget til at sove i. Færgen blev forankret dengang, som det er nu, nær et tidligere industrianlæg, der i de senere år har udviklet sig til et blomstrende knudepunkt for kreativitet. (Hans AD100-firma, BIG – Bjarke Ingels Group, har spillet sin rolle efter at have gennemført en række nærliggende projekter, herunder det flydende studenterboligkompleks Urban Rigger i 2016, det nye hjem for restauranten Noma og det innovative affald til- energianlægget Copenhill, kløgtigt toppet af en skiløjpe.) Husbåden var ikke isoleret. Ingels blev solgt. ”Det har Københavns fortid, nutid og fremtid alt sammen på én gang, ”siger han om synspunkterne. ”Se øst, og du kan se solen stige op. Se mod vest, og du kan se solen gå ned over dronningens palads.”

Denne udsigt har distraheret ham fra projektets enorme omfang. ”Folk havde advaret mig om, at det at bo på en husbåd samtidig var det bedste og værste,” mindes Ingels.” Når det er fantastisk, er det episk godt. Når det blæser, er det så massivt.” Så han og Otero opdagede den første vinter, da de til tider gik uden varme og rindende vand, vågnede til frysende temperaturer og en gang tyede til flasker San Pellegrino for at bade før et klientmøde. Men alt det er ligegyldigt for parret. ”Du begynder at forstå, hvad skibet er, ”forklarer Ingels og bemærker, at deres overlevelsesevner og renoveringsplaner i sidste ende blev sparket i højt gear af udsigten til Darwins ankomst. Som Otero udtrykker det: ”At bo på en båd er en læringskurve. Over tid bliver det klart, hvad rummene vil være.”

Bjarnes arbejde, som til tider er vanskeligt at karakterisere efter stil, har længe været defineret af begrænsninger – de allerede eksisterende forhold, der styrer hans design mod sofistikerede, ofte skibsformede løsninger. ”Det er en båd, så den vil være symmetrisk,” bemærker han rent faktisk. ”En del af projektet var at gendanne den symmetri langs begge akser.” I hver ende af hoveddækket (hvad der i det væsentlige var en åben indkørsel for biler) installerede de glidende vinduesvægge og skabte et loftlignende beboelsesrum med terrasser malet vandets farve. På det øverste niveau tog de i mellemtiden deres signaler fra de to store skorstensstakke og navigationsbroer og konstruerede en glasskærmet pavillon til soveværelsessuiten blandt de originale strukturer. Over det giver en tagterrasse 360 graders udsigt. Og under dækket forvandlede de skroget til et futuristisk legerum for alle aldre og fjernede tilføjelser for at afsløre strømlinede kurver, tilføjede koøjevinduer og et cirkulært ovenlys og behandlede vægge, gulve og loft som en slags kontinuerlig hvid overflade.

”Vi fik formularernes gave,” siger Ingels og tilføjer, at han måske aldrig er kommet med designet isoleret. “Det er en kreativ proces, formet af forskellige kræfter.” Og mens de passede på at bevare bådens nautiske besynder – blandt dem de to kaptajnekabiner med rat til Darwins underholdning – har de også indarbejdet mindesmærker fra deres hyppige peregrinationer. (Rejser er en vigtig inspirationskilde for både Ingels og Otero, hvis navnebror modelinie blander kulturelle referencer.) Parrets bad har for eksempel et hinoki cypress badekar, vask og brusebad, der blev inspireret af deres nylige tur til Japans berømte ryokaner. Og de fandt legerummet’s Technicolor sækkestole og puder (håndvævet af sydafrikanske håndværkere ud af rester af T-shirt stof) under et besøg i 2017 i Cape Town for åbningen af Thomas Heatherwick-designede Zeitz MOCAA. Disse detaljer er forbundet med en række Ingels egne designs, fra stuen KiBiSi sofaer til de tilbagevendende Artemide-lys.

På flere måder har skibet været en chance for Ingels, som længe har været tilhænger af flydende hus, til at praktisere det, han prædiker. ”Det er den mest elastiske arkitektur,” funderer han. “Når havniveauet stiger, vil husbåde også stige.” Ud over Urban Rigger, et system med standardiserede containere, der hjælper med at løse Københavns mangel på studenterboliger, har han forestillet sig hele samfund til søs. Hans Oceanix City-koncept foreslår bæredygtige, modulære strukturer til 10.000 mennesker. På land imens imødegår aktuelle projekter som The Big U (et beskyttende kystsystem for Lower Manhattan) og The Islais Hyper-Creek (en masterplan for den sydøstlige kystlinje i San Francisco) virkeligheden af klimaændringer. ”Arkitektur er traditionelt så statisk og permanent,” siger Ingels og reflekterer over sin interesse for vandkanten. “Dette er dynamisk og mobilt” Som sent har husbåden selvfølgelig ikke kun været et laboratorium, men også en baggrund for virtuelle møder. Han mindes om et nyligt videoopkald nedenunder dæk, siger han, “Folk spurgte, om jeg var på et rumskib.” I det mindste kunne han fortælle dem, at det var et skib.


Arkitekt: Bjarke Ingels Group (BIG)
Foto: Architectural Digest by Pernille Loof & Thomas Loof